VÆLG SKO SKABT TIL FITNESS

I fitness laver du mange hop, step, dansetrin, rotationer og bevægelser fra side til side. Derfor skal du bruge en sko der er lavet til fitness med afrundede kanter, som giver dig en blød overgang, hvis du ruller ud over skoens kant. En fitness-sko har også en bund, der lader din fod glide en smule henover gulvet. Det modvirker, at din fod sidder fast i gulvet og giver dig skader.

VÆLG SKO EFTER INTENSITETEN

Fitness-sko går som regel lidt højere op om anklen end andre sko. Det er nemlig vigtigt, at du får støtte her. Hvis du dyrker fitness med høj intensitet, mange hop, hurtige step eller dansetrin, kan du have brug for en sko, der går endnu højere op – også kaldet ”mid cut”. Den støtter anklen mere end en fitness-sko med ”low cut”.

LUK ØJNENE OG MÆRK EFTER

Dine sko skal have en pasform og en størrelse, der sidder godt på din fod og slutter tæt om din ankel. Luk øjnene og mærk efter. Det er ikke udseendet det kommer an på. Det er en god ide, at du prøver sko, når dine fødder er lidt hævede sidst på dagen. Prøv også at gå i nye sko derhjemme, før du tager dem i brug til fitness.

SKOEN SKAL HAVE STØDABSORBERING

Der skal være god stødabsorbering i hæl og forfod i en fitness-sko. Stødabsorberingen kan bestå af skum, gel, luft eller fjedre, som absorberer og derved dæmper de stød, som forplanter sig til ryg, hofter og knæ, når du hopper, springer og stepper. På den måde aflaster du kroppens led.

ANDRE SKO DUER IKKE

Brug aldrig løbesko til fitness. De er skabt til bevægelse i én retning: ligeud. Ikke til at hoppe, danse, steppe og bevæge dig sidelæns. Skoens ”skarpere” kanter øger risikoen for, at du pludseligt kommer ud over kanten og vrikker om. Brug heller ikke håndboldsko og andre indendørssko. De står for godt fast og er beregnet til andre bevægelser.

SVEDTRANSPORTERENDE FITNESSTØJ

Glem alt om bomuldstøj, når du dyrker fitness. Bomuld holder på sveden, bliver tungt og gør dig kold og klam. Vælg i stedet tøj i materialer, der transporterer sveden væk fra kroppen. Det gælder fra top til tå og fra inderst til yderst.

DET SKAL FØLES GODT

Dit tøj skal være strækbart, give dig bevægelsesfrihed og få dig til at føle dig smart og veltilpas. Der findes faconer, farver og materialer til alle kropstyper og behov. Nogle bukser findes i flere benlængder. Prøv løs og lad personalet hjælpe dig.

STØT DINE BRYSTER

Brug altid en god sports BH med behagelige sømme, god støtte og korrekt pasform, når du træner. En almindelig BH giver ikke støtte nok. Jo højere intensitet, der er i din træning – des mere støtte har hud og bindevæv i brystet brug for.

VASK TØJET STRAKS

Brugt træningstøj skal ikke ligge hengemt i sportstasken. Tag det hurtigt op og få det vasket og tørret. Følg vaskeanvisningen, og brug aldrig skyllemiddel! Det ødelægger tøjets åndbare og svedtransporterende egenskaber og er desuden dårligt for krop og miljø.

NÅR TØJET LUGTER

Er du generet af dårlig lugt i dit tøj, så prøv at vaske det i et specialvaskemiddel til sportstøj i syntetiske materialer. Det kan også være, at det er tiden at skifte det gamle tøj ud med noget nyt. Kommer dit tøj let til at lugte dårligt, så gå efter tøj i materialer, der modvirker lugt – selv uden vask.