PASFORMEN OG STØVLEN

En fodboldstøvle skal sidde tæt og fast om din fod, så du har boldkontrol, en den må ikke klemme. Prøv støvler sidst på dagen, hvor dine fødder er lidt hævede. Tag fodboldstrømper på, snør støvlerne godt til, og læg al din vægt på en fod ad gangen. Dine tæer skal være så tæt som muligt på snuden af støvlen uden at røre. Kig også på, om din fod er smal eller bred, og vurder om støvlerne passer til fodens facon.

Tag højde for, at støvler af læder giver sig i brug. Det gør støvler af microfiber og syntet ikke. Gå rundt i dine støvler indendørs og vurder pasformen, før du tager dem i brug på banen.

MATERIALET OG OVERDELEN

Du kan få støvler i læder, microfiber eller syntet. Læder giver den bedste pasform, fordi det former sig efter din fod. Det er også åndbart, så du kan slippe af med fugt og sved. Får du let vabler, så vælg læder, men husk at læderstøvler skal plejes. Er det vigtigt for dig, at dine støvler er så lette som muligt, så vælg microfiber. Det er ligeledes åndbart og lader sved og fugt slippe væk, og så er de nemme at vedligeholde. Går du efter en hårdfør støvle, så vælg syntet. Det er slidstærkt, nemt at vedligeholde, men ikke åndbart. Derfor er de ikke gode til varme og svedige fødder. De tørrer også langsommere.

Fodboldstøvler findes med forskellige mønstre i overdelen, som skal give øget boldkontrol. Det er en smags- og vanesag, om det er noget for dig.

KNOPPERNE OG BANEN

Dine støvler skal også passe til de underlag, du spiller på. Hvilke baner er der i din klub, og hvad er dit behov? Flere par støvler kan være nødvendigt. Knopperne på en fodboldstøvle er en videnskab, men kort fortalt, så har du brug for lange, hårde knopper på bløde underlag, og korte, bløde knopper på hårde underlag. Spiller du kun på græs, kan du vælge et par støvler, hvor du kan skifte knopper, og tilpasse støvlerne til normalt og blødt græs.

Spiller du på kunstgræs, grus eller andre underlag, så skal du have støvler der er lavet specielt til dette. Disse underlag slider hårdt på støvlerne og du må for eksempel aldrig bruge et par græsstøvler på kunstgræs. Det ødelægger støvlerne og din reklamationsret bortfalder.

INDENDØRS SKO

Spiller du indendørs, så har du også brug for en speciel sko til. En indendørs fodboldsko står godt fast og tillader dig at lave små hurtige retningsskift. Du risikerer at vrikke om på foden, hvis du for eksempel bruger en løbesko.

TYPER AF STØVLER OG UNDERLAG

  • Firm Ground (FG) – til normale græsbaner
  • Soft Ground (SG) – til bløde og våde græsbaner
  • Hard Ground (HG) – til hårde jordbaner og grusbaner
  • Artificial Grass (AG) – til kunstgræsbaner
  • Turf (TF) – til kunstgræsbaner og grusbaner
  • Indoor (IN) – til indendørsbaner
  • Street Turf (ST) – til asfalt og gadebaner
  • Multi Ground (MG) – til kunststofbaner og kunstgræsbaner

FODBOLDSTØVLER TIL BØRN

Kig på dit barns fødder, og vælg en støvle, der matcher fodens facon. Det er vigtigt, at støvlerne sidder tæt og fast, så fødderne ikke sejler rundt. Omvendt skal der også være lidt længde at vokse på. Giv eventuelt barnet et par ekstra fodboldstrømper på, hvis det er svært at få alt til at gå op. Det er en fordel, at sålen kan tages ud, så du let og løbende kan tjekke, om støvlen passer i længden.

RENGØRING OG TØRRING

Beskidte fodboldstøvler skal gøres rene med en våd børste og tørres efter med en fugtig klud. Rengør dem kort efter brug. Anvend en blød naturbørste til læder og en stiv børste til microfiber og syntet. Dyp børsten i vand, og kom godt ind i alle syninger og mønstre. Til bund, gevind og knopper bruges en stiv børste.

Undlad at stille støvlerne på radiatoren eller tæt på andre varmekilder, når de skal tørre. De skal tørre naturligt ved stuetemperatur, ellers kan overdelen blive tør, stiv og få revner. Husk også at få støvlerne op af sportstasken.

LÆDERSTØVLER SKAL HAVE FEDT

Læderstøvler skal jævnligt beskyttes og plejes. Når dine støvler er rene og næsten tørre, så giv dem et godt lag læderfedt. Påfør det med en blød børste på hele overdelen og i syningerne. Tør det overflødige læderfedt af med en klud efter et døgns tid. Regelmæssig pleje med læderfedt er afgørende for støvlernes holdbarhed; det holder læderet smidigt, plejer syningerne og gør støvlerne mere vandtætte

STØVLEPLEJE

  1. Op af tasken
  2. Rengør støvlerne
  3. Tør dem naturligt
  4. Plej læderstøvler med læderfedt

BENSKINNER

Hører du til de kræsne, der vil have de absolut letteste benskinner, så vælg skinner af carbon, som samtidig er noget af det stærkeste materiale, der findes. Andre billigere materialer gør dog det beskyttende arbejde lige så godt. Det vigtigste er, at skinnen dækker hele dit skinneben, sidder godt fast og ikke generer dig. Prøv altid benskinnerne i butikken, så du kan tjekke pasformen og mærke efter hvordan bagsiden føles. Der findes også benskinner, der dyppes i varmt vand og formes efter dine ben.

Der er forskel på, hvor meget stødabsorbering benskinnerne har. Tag højde for dette, når du vælger. Til nogle benskinner hører også ankelbeskyttere og beskyttere til akillessenen.

Benskinner fastgøres på forskellig vis. Nogle sidder under eller i en tilhørende strømpe. Andre holdes fast med elastik- eller velcrobånd. Du kan holde skinnerne ekstra fast med strømpetape.

FODBOLDSTRØMPER

Dine fodboldstrømper skal også sidde godt fast om dine ben og dine fødder. Strømperne må ikke falde ned. Husk, at de skal passe om dine ben, når du har benskinnerne på.

MÅLMANDSHANDSKER

Gribeevnen er det vigtigste ved en målmandshandske. Både pasformen, ydermaterialet og det beskyttende skums materiale har betydning for dette. Læg mærke til, hvordan handsken sidder om din hånd, og om du kan holde den på plads. Der skal også være bevægelsesfrihed til tommelfingeren, fordi den er afgørende for dit greb om bolden.

Mange vælger at have to par handsker. Et billigt par til træning og et dyrere par til kamp. Helt nye handsker kan med fordel fugtes lidt før brug.

MATERIALER OG EGENSKABER PÅ FODBOLDE

Fodbolde laves af syntetiske materialer – ikke af læder som førhen. Der er stor forskel på boldenes opspring, svæv, spændstighed og livlighed. Det er et spørgsmål om materialer og teknik. Det yderste lag er ofte PU eller PVC. PU bruges til de fleste bolde og til topbolde. Det er mere læderagtigt, vejrresistent og blødt. Bolde af PVC holder ikke formen så godt og egner sig ikke til brug i koldt vejr. Boldene kan være foret på forskellig vis, hvilket også har betydning for egenskaberne.

Det inderste af fodbolden hedder blæren, og den er ofte lavet af kunststoffet butyl eller af naturmaterialet latex. Latex giver bedre opspring og elasticitet. Det holder også faconen bedst, men skal pumpes oftere. En blære af butyl holder godt på luften.

BOLDENS STØRRELSE

  • Str. 5 – til voksne
  • Str. 4 – til børn og unge
  • Str. 3 – til børn
  • Str. 0 – til de mindste

SVEDTRANSPORTERENDE SPORTSTØJ

Glem alt om bomuldstøj, når du spiller fodbold. Bomuld holder på sveden, bliver tungt og gør dig kold og klam. Vælg i stedet tøj i moderne materialer, der transporterer sveden væk fra kroppen, så du holder dig tempereret, tør og veltilpas. Det gælder fra sommer til vinter, fra top til tå og fra inderst til yderst. Det eneste tidspunkt du skal vælge bomuld er, når du skal tørre dig efter badet.

SOMMER OG VINTER

På en lun sommerdag er et par shorts og en T-shirt nok. Er det en blæsende og køligere sommerdag, kan du supplere med en let windbreaker på overkroppen. Den stopper vinden, så du ikke bliver afkølet.

På vinterdage kan du bruge din windbreaker og et par ¾-bukser af bævernylon. Bævernylon er åndbart, slidstærkt og står distancen i fodbold. Træk dine fodboldstrømper op over, hvor bukserne starter, så de slutter tæt. Brug svedtransporterende langt undertøj indenunder, når det er koldt.

VASK TØJET STRAKS

Brugt træningstøj skal ikke ligge hengemt i sportstasken. Tag det hurtigt op og få det vasket og tørret. Pletter fra græs og jord kan forbehandles med lidt flydende vaskemiddel før vask. Følg altid vaskeanvisningen, og brug aldrig skyllemiddel! Det ødelægger tøjets åndbare og svedtransporterende egenskaber og er desuden dårligt for krop og miljø.

NÅR TØJET LUGTER

Er du generet af dårlig lugt i dit tøj, så prøv at vaske det i et specialvaskemiddel til sportstøj i syntetiske materialer. Det kan også være, at det er tiden at skifte det gamle tøj ud med noget nyt. Kommer dit tøj let til at lugte dårligt, så gå efter tøj i materialer, der modvirker lugt – selv uden vask.